Anmeldelse: NATTEFROST & MATZUMI – FROM DISTANT TIMES

NATTEFROST & MATZUMI

”FROM DISTANT TIMES”

(Groove Unlimited)

Udgivelsesdato: Er udkommet

Karakter: 4/6

Anmeldt af: Jacob Pertou

 

SYMBIOTISK, UJÆVNBYRDIGT PARLØB UD AF RETROMUSIKKENS KOSMISKE TANGENTER.

 

Første gang danske Nattefrost (Bjørn Jeppesen) og tyske Matzumi (Kathrin Manz) kunne præsentere et egentligt samarbejde, var med nummeret ”Die Kinder der Erde” på Nattefrost albummet Dying Sun / Scarlet Moon. Et album der stak ud fra sit genrefællesskab, ved at skubbe grænserne for hvad man ellers kunne proppe ind i en Jean-Michel Jarre / Tangerine Dream inspireret lydverden. Her var Burzum-afledt pragt og vælde, bastunge Kraftwerk pasticher, samt decideret humoristiske indslag.

 

”Die Kinder der Erde” kickstartede det samarbejde der i dag er albummet From Distant Times. Et album, der er så homogent og sammensmeltet, at et fællesskab, næsten kunne synes uundgåeligt. Selvom undertegnede helt klart er mest til den vidtfavnende smeltedigel på førnævnte album, er seneste Nattefrost album, featuring Matzumi, også en interessant plade.

 

Når jeg bruger betegnelserne ”homogen” og ”sammensmeltet” er det simpelthen fordi jeg ikke har gjort mit hjemmearbejde i forhold til Matzumi. Jeg var sågar til en festival i Eindhoven hvor hun spillede, men hotellets karbad trak umiddelbart mere i det tidsrum. Den efterfølgende kritik var dog nådesløs. Her hed det sig at hendes set var mestendels præ-programmeret, at hun kun kunne spille keyboards med en hånd ad gangen, og at musikken generelt bare ikke var god nok. Dette alt sammen lidt af et turn off, for en videre diskografisk investigering.

 

Nattefrosts stil er signifikant, omend ikke så frembrusende og vovet, som tidligere. Han er stadig garant for et solidt beat, vuggende sequencere og elektroniske krumspring på Korg KAOSsilator'en. De monofone, Vangeliske synthesizermelodier var ikke, som først antaget, fremført af Matzumi. Hendes rolle er, ifølge presseinfoen, at håndtere strygerne, og den sjældne vokal, der næsten kan hamle op med Lisa Gerrard. Ellers er det svært at dechifrere hendes bidrag fra Nattefrosts udskejelser.

 

Coverets tableau er et håndmalet Dungeons & Dragons univers, med drage, ridder og andre klichéer inden for den verden, hvorimod selve musikken, nok afspejler folks generelle fornemmelse af hvordan musik fra rummet lyder. Et bedaget, til tider pompøst, retrospektivt rendezvous med halvfjerdsernes mellotronbårne free-form elektronik og firsernes sci-fi soundtracks.

 

Messingsuppe i elektronisk fanfareform serveres i ”First Movement”, med slet skjult reference til Europe og Van Halen. Og med fyldigt mandekor i det anakronistiske mellotronpreset, rinder nummeret ud.

Som solskin fra en overhængende haglstorm, opstår et beat og et decideret nummer ud af Matzumis symfoniske strygereoverture i ”Evolution”. En signaturmelodi af soundtrackagtige kvaliteter optegner nummeret, inden et Wagnerisk coda rydder bordet fuldstændigt.

Stilstanden hersker og røgtes i den Klaus Schulze reminiscerende ”The Ancient Land”, hvor der gradvist føjes elementer til det næsten tribalistiske rytmefundament.

Og endnu mere Schulzereflektering i ”The Portal”, her i hans Farscape æra, hvor Matzumi nu matcher Gerrard, i albummets mest kollaborative skæring – sammen med ”A New Dawn”

I ”A New Dawn” udgør strygerne en væsentlig melodisk bestanddel, hvis man fraregner det bastante syntesizerleitmotif.

 

Det er velsagtens det omnipresente soundtrack til Blade Runner, der er albummets største inspirationskilde. Og hvorfor skulle man stræbe lavere, hvis man vil tilbage til fremtiden?

 

Svagheden, hvis man da overhovedet kan bruge en sådan luksusproblematiserende term, er albummets rammesatte form. Der hvor Nattefrost har ekscelleret allerbedst, er i hans fordomsfrie, tidløse tilgang til den elektroniske musik. Førnævnte  Dying Sun / Scarlet Moon er et (ind)lysende eksempel. Også hans remixes for andre kunstnere, sideprojektet Carboneids – bevidner om en nysgerrig iværksætter indenfor den elektroniske musik.

 

From Distant Times bliver, som titlen antyder, lidt af et tilbageskuende album, til en tid hvor den elektroniske musik ganske vist var i fuldt flor, men ikke er bedre end det fotografi, der blev taget dengang.

 

BESØG NATTEFROST HER

 

Leave a Comment

 

Confirm you are NOT a spammer